Rygsække
Rygsække:
Volumen
En rygsæk må ikke være for lille, for så
kan bagagen ikke være der - det er oplagt. Hvis den er for stor, vil det kræver
meget stor disciplin ikke at fylde rygsækken med overflødige ting. Langt de
fleste har en tendens til at slæbe for meget med. Endvidere er store rygsække
også tunge. Derfor er det vigtigt at vælge en rygsæk af den rette srørrelse.
18 - 40 l er nok til let bagage og hverdagsbrug.
Til weekend, klatre- og skiture, samt til lettere oppakning, hytte-til-hytte
ture både sommer og vinter kræves 25 - 50 l.
Til vandreture og rejser, hvor man selv medbringer sovepose, kogegrej osv. vil
50 - 80 l være passende.
Til længere og hårdere ture med tung oppakning kræves fra 70 l og opefter.
Bæresystem
Bæresystemet består af skulderstropper,
ryg- og hoftebælte. På de små rygsække, der ikke skal indeholde tung
oppakning, er der ikke gjort det store ud af disse ting. På små rygsække
kan hoftebæltet halt mangle eller være reduceret til en tynd rem, der ikke
aflaster skuldrene. Polstring på skulderstropperne kan mangle og der er ikke
gjort noget særligt for at afstive ryggen. På de større rygsække er det nødvendigt
med afstivning af ryggen. Man skelner mellem rygsække med udvendig ramme og
rygsække med invendig ramme, også kaldt anatomiske rygsække.
Invendig
ramme
I rygsække med indvendig ramme, også
kaldet anatomiske rygsække, består denne af fiber- eller aluminiumsskinner,
og på enkelte af et aluminiumsrør. På mange rygsække med aluminiumsskinner
er der mulighed for at tage skinnerne ud og bukke dem i form efter ryggen.
En af fordelene ved de anatomiske rygsække er, at vægten kommer tæt ind til
kroppen hvorved større bærekomfort kan opnåes.
Synergi, Cyclops og Integral er navne på bæresystemer uden mulighed for at
justere ryglængden.
Paralux, APS, WA, FGA og Synkron har justerbar ryglængde. På Synkron kan
hoftebæltet dreje og følge hoftens bevægelser.
Udvendig
ramme
Rygsække med udvendig ramme er stærke og
ikke umiddelbart til at slide op. Til lange vandreture er de fine, men kan
grundet rammens bredde være meget upraktiske at have med i bil, tog eller
fly. Der er gode muligheder for at spænde udstyr uden på rygsækken, og de
giver god ventilation til ryggen. Til gengæld kommer vægten til at svæve et
stykke ud fra kroppen. Der er sjældent de store muligheder for at justere bæresystemet.
Ryglængde
Det er vigtigt af ryglængdenpå rygsækken
passer til din ryg. Nogle rygsække findes i forskellige ryglængder. På
andre er der mulighed for at justere ryglængden. Dette er en fordel hvis
flere skal bruge rygsækken, eller man er i voksealderen.
Damerygsække
Mange kvinder har haft det problem, at
rygsække er lange i ryggen, eller at skulderremmene klemmer over brystet.
Derfor er der designet specielle rygsække til kvinder.
To-delte
rygsække
På mange rygsække kan hovedrummet og
bundrummet omdannes til et stort rum ved at skillevæggen fjernes.
Pakketeknik
Anatomiske rygsække er kun beregnet til
at indeholde det der kan være inde i rygsækken. Derfor vil det svække bærekomforten,
hvis der spændes for meget udenpå rygsækken. Det gælder om at få pakket
rygsækken så godt som muligt for at opnå den bedst mulige bærekomfort. Du
bør derfor pakke din ryksæk så det tunge kommer tæt ind til ryggen, og
helst ud for øverste tredjedel af ryggen. Lette ting bør typisk pakkes
nederst og yderst i rygsækken. Soveposen vil man pakke i det nederste rum,
fordi soveposen fylder meget i forhold til vægten. I det nederste rum er
soveposen let at komme til uden at skulle pakke hele rygsækken ud.
Denne side er sidst redigeret: 28. januar 2003 20:00