Vandretur på Kreta

Fra Bo Transbøl har vi modtaget følgende vedr. den gratis vandretur på Kreta

Tilslutningen til min vandretur fra Loutro-Loutro via Anopolis og Aradaina Kløften var ikke stor. Jeg havde dog en perfekt tur sammen med Cormac (M), Irland og Anniko (F), Canada, samt en hund (F) fra Anopolis, der fulgte os 10 km.!

De sidste 2 uger af min ferie forsøgte jeg at arrangere dagsture fra Agia Marina til henholdsvis Loutro og Gramvousa (turkisblå lagune), men desværre også her uden den store tilslutning. Jeg gennemførte 4 ture ud af 10 mulige. Begge ture inkluderede mindre vandreture på henholdsvis 1.45 tim. og 25 min., og var baseret på hr. og fru Jensen, der måtte ønske en afveksling fra dagene på stranden. Min filosofi var, at de der er vant til at trave, de kunne selv, uden min hjælp. Men set i bakspejlet, så vil en gentagelse være nødt til at være planlagt hjemmefra. Denne gang stod jeg i ankomsthallen i lufthavnen (hvor jeg ikke måtte være) og delte Trans Tours brochurer ud. Brochurerne beskrev kort mine ture, og fortalte at jeg hver aften kunne træffes hos et bestemt biludlejningsfirma eller via min mobiltlf. Men konklusionen må være at hr. og fru Jensen følger hr. og fru Hansen på de 5 ture som alle rejseselskaberne totalt idéforladt arrangerer,....Samaria-Kløften - 18 km. (flot tur i øvrigt), Knossos udgravningerne, en græsk aften, der er alt andet end græsk, en jeep-safari, og så lidt barbeque på en strand!

Jeg er ikke skuffet, og jeg er ikke ked af det, men jeg er ærgerlig over ikke at have kunnet give min viden og mine oplevelser videre til nogle flere mennesker! Dem jeg havde med, følte virkelig at de havde fået en anderledes oplevelse.

Nogen egentlig turbeskrivelse af turene har jeg ikke overskud til at lave lige nu, men tak for tilbuddet. Kender du nogen der skal til Kreta for at vandre, er de meget velkomne til at kontakte mig for at få info. Måske kan jeg selv engang være guide for en gruppe der skal til Kreta?! Hvem ved?

Mange hilsener her i den grønne vinter

Bo

http://www.explorecrete.com/mycrete/transbol-crete.html
 
 
Jeg er såmænd bare en skør midtjyde, der helt og aldeles har kastet sin kærlighed på Kreta. I alle henseender! Klima, mad, folkefærd, traditioner, græsk personlighed, græsk sprog og græske bjerge, det er bare lige mig!
 
Kunne jeg leve på Kreta som walk-master om sommeren, og som web-master om vinteren, så skulle jeg ikke ønske mig mere! Mine drømme er dog foreløbig kogt ned til, at det kunne være sjovt via vandreture på Kreta, at finansiere sin egen ferie. Om det nogensinde lykkes mig at få "Trans Tours" gjort til virkelighed, det må tiden vise.
 
 
Men hvis nogen tilfældigvis skulle opholde sig på Kreta den 21. maj 2001, hør så her:
 
Jeg arrangerer en tur (gratis) med udgangspunkt fra Loutro på sydvestkreta. Loutro er en lillebitte by, der kun kan nåes til fods eller til vands. Bjergene går HELT ned til byen, og der er ingen gader, ingen veje og ingen biler! I 1990 var der blot én telefon i byen, i dag er telefoner udbredt! Fra Loutro går vi ca. 700 m. lige op i vejret til bjergbyen Anopolis. Vi passerer en "River Kwai lignende træbro" inden vi når til den forladte by Aradaina hvor kun 2 familier er tilbage! Fra Aradaina begiver vi os ned gennem selve Aradaina Kløften (ligeså flot som Samaria Kløften, men knap så kendt), og går nu i ca. 3 timer til vi trætte og svedige når ud til kysten, hvor Marmara Beach (marmor-stranden) frister. Herfra følger vi nu blot kysten til vi atter når Loutro.
 
Turen har en varighed af i alt 5-6 timer, og en enkelt advarsel skal gives! Ca. halvvejs gennem kløften når vi til 2 kæmpeklipper der forceres via 2 godt fastgjorte stålstiger. Hver af dem er ca. 10 m. høje, og der er INGEN vej udenom! Så hvis nogen lider af svimmelhed, eller generelt ikke har det så godt med højder, så må I nøjes med at nyde billederne på http://www.explorecrete.com/mycrete/transbol-crete.html.
 
                                       
 
Af praktiske årsager vil det være smart med en overnatning i Loutro fra den 20./5 til den 21./5, da vi starter den 21./5 kl. 8.30. Ligeledes er jeg sikker på at de fleste vil foretrække også at overnatte i Loutro fra den 21./5 til den 22./5. Alternativt er der ca. 85 km. til den nærmeste turistby Chania, på nordsiden af øen.
 
Jeg overnatter selv på Hotel Porto Loutro II fra den 20./5 til den 22./5, og tilbyder gerne at booke overnatninger til de der måtte være interesserede.
 
Jeg håber, at I vil sende denne mail videre til andre potentielle læsere, og jeg vil blive meget glad såfremt I også vil have ulejlighed med at bringe information om turen gennem Aradaina Kløften på jeres respektive hjemmesider.
 
Kontakt mig på bo-tr@get2net.dk såfremt I har spørgsmål til turen, eller såfremt I har lyst til at være med. Jeg skal da vende tilbage med supplerende informationer.
 
 
Med venlig hilsen
 
Bo Transbøl, Trans Tours